Herregårdsmuseet Sæbygård

Sæbygård kendes fra middelalderen, hvor det hørte under Børglumbispen, Stygge Krumpen. Sæbygård blev ophøjet til stamhus i 1797 af Elisabeth og Otto Arenfeldt og rummer væsentligt herregårdsinventar hovedsageligt fra disse sidste 200 år. På Sæbygård opleves, hvorledes dagliglivet har formet sig på en nordjysk herregård gennem generationer. Herregården har været beboet af admiralerne Peder Munk og Niels Juel og har siden 1723 været i familien Arenfeldts besiddelse.

Stygge Krumpens Sæbygård

: Møllestenskælderen på Sæbygård

Stygge Krumpen var biskop over Børglum stift, men opholdt sig som regel på Vendsyssels østkyst, hvor han opførte bygninger på Voergård og Sæbygård. Begge steder stenhuse på et stort kvadratisk voldanlæg bag voldgrave. På Voergård opholdt han sig ofte privat med Elsebeth Gyldenstjerne, og havde her et godskontor, hvor han blandt andet opbevarede brevkisten, der desværre gik tabt, da Voergård blev nedbrændt under Grevens Fejde.

På Sæbygård derimod afholdt han sammen med Elsebeth store gilder, og jagtselskaber i skovene omkring Sæbygård, men var også her tæt på sin købstad Sæby, hvorfra han kontrollerede landsdelens handel. Stygge Krumpen, og hans morbroder Niels Stygge Rosenkrantz var store støtter for Sæby, og opførte bla. sideskibet til Sæby kirke, med de smukke kalkmalerier, samt skænkede altertavlen, hvorpå de to selv er afbilledet, sammen med Elsebeth Gyldenstjerne. Stygge Krumpen flyttede også Børglum bispestols domprovst til Volstrup kirke, der hørte under Sæbygård.

De siges, at Stygge Krumpen fra kælderen på Sæbygård under en af de store møllesten i gulvet havde en hemmelig underjordisk flugtvej, der førte fra Sæbygård ned til klostret i Sæby, meen...du kan jo selv komme og prøve at løfte en af møllestenen og kigge efter.

Stamhuset Sæbygård

Efter reformationen beslaglagde kongen al bispegods, således også Sæbygård. I 1560 overgik Sæbygaard til privat eje ved mageskifte med Otto Rud og Pernille Oxe, der 1576 færdigbyggede et renæssanceanlæg, hvoraf kun hovedbygningen er bevaret. Trappetårnets bygmester er den kendte Hercules Midow. I overensstemmelse med tidens smag er herregården placeret på et kvadratisk voldsted med adgang fra ladegården i nord. Den nuværende stenbro over voldgraven stammer fra omkring 1800. Førhen var der en vindebro af træ.
Ladegårdens bygninger stammer fra dette århundrede, men har samme placering som de tidligere bygninger, der formodentlig har været opført i bindingsværk. som det blev skik fra renæssancen, er anlægget udformet symmetrisk om sin egen midterakse.

I 1682 mageskiftede den daværende ejer, admiral Niels Juel, Sæbgård til Holger Pachs og Elisabeth Bille. Det var sidste gang Sæbygård indgik i handel, siden er herregården gået i arv, først til deres datter Anne Sophie Pachs, der var gift med Lave Beck Arenfeldt, og siden i slægten Arenfeldt. I 1797 blev herregården ophøjet til stamhus.

Sæbygård har givetvis oprindelig bestået af et enkelthus med hjørnetårne og en samtidig sydfløj. Østfløjen blev opført snart efter, men i begyndelsen af 1600-årene ombygget af Sophie Brahe (død 1638). Sæbygård bestod i 1600-årene af 2 bygninger i grundmur samt 2 i bindingsværk. Vestfløjen af disse blev revet ned af Holger Pachs, der i 1688 opførte den nustående brandmur. Bygningerne mod syd og øst er blevet ombygget omkring 1750 til deres nuværende udseende af Anne Sophie Pachs (død 1763). Væsentlige ombygninger fandt sted i 1861, hvorunder porttårnet fik spir. Dette fik atter i 1991 genskabt sit oprindelige udseende.

Parken:
Voldene mod syd og vest er givetvis opstået af fylden fra voldgravene samt afretningen af selve borgbanken på anlægstidspunktet.
Mod øst, syd og vest er der plantet lindealleer, der understreger anlæggets aksefaste udformning. "Ridebanen" øst for Sæbygård har oprindelig været en del af Sæbygårds gamle have, men har muligvis tidligere været brugt til ridning eller de så yndede turneringer. Stjernehøjen syd for ridebanen er en af Sæbygårds herligheder.

Interiør:
Nordfløjen indeholder herregårdens repræsentative rum, hvoraf riddersalen går tilbage til renæssancen.
Fra midten af 1700-årene stammer "Jagtstuen", der i sin fuldendte rokokoudformning er denne periodes pragtrum. Østfløjen beboedes af ejerne eller forpagterne af herregården, mens sydfløjen husede gårdens tyende.
Sæbygård rummer en malerisamling af stor betydning, dækkende perioden fra 1500-årene til i dag. En væsentlig del af denne samling er skabt af stamhusopretterne til erindring om deres adelige forfædre.

Blandt inventaret rummer Sæbygård en fornem samling af bord- og dækketøj, der stammer fra slutningen af 1600-årene og frem til det forrige århundrede. Samtidig findes her det Arenfeldske stel, ostindisk porcelæn fra 1700-årene, samt tintøj fra slutningen af 1600-årene med våbner for Bille og Pachs.
Da den norske gren af familien med Christian Ditlev Adolf Arenfeldt overtog stamhuset i 1884, blev Sæbygårds østfløj indrettet i klunketidens stil. Familien stammer fra herregården Gimle ved Kristiansand, der i dag er herregårdsmuseum.