|
|
|
 
 

Sæby Museums Forening

Sæby Museum stiftede i foråret museumsforeningen, Sæby Museums Forening.  Foreningen  kan tilbyde sine medlemmer en række arrangementer i løbet af året foruden rabat ved køb af Sæbybogen – og som det måske vigtigste fri entre til museet, samtidig med man støtter op om museet.

Medlemskabet følger kalenderåret, og er på 75 kr. Erhvervsvirksomheder har muligheder for at blive Mæcen for Sæby Museum. Museumsforeningen har en bestyrelse som repræsenterer flere af den gamle Sæby Kommunes foreninger foruden enkeltmedlemmer.

Tilmelding kan ske til info(at)saeby-museum.dk eller tlf. 98461077.

Sæby Museum og Sæby Museums Forening samarbejder med :

Sæby og Omegns Bevaringsforening
Sæby Kunst- & Kulturforening

Nyt fra foreningen

Sæby Museums Forening har nu været småt i gang et stykke tid som direkte støtteforening til Sæby Museum. Den første generalforsamling efter den stiftende nærmer sig: onsdag den 5. maj kl. 19.00 på Sæby Museum. I dette første halvår af 2010 har vi haft godt gavn af vore ”medforeninger”, som er repræsenteret i bestyrelsen, idet vi har lænet os kraftigt op ad dem i forbindelse med arrangementer. Imidlertid har vi planer for efteråret i form af en temarække foredrag vedr. Stensnæs Flak. I den forbindelse har vi beslutte at flytte foredraget om rav fra den tidligere annoncerede tid inden sommer.  Ravsliberen finder jævnligt rav på Stensnæs, så efteråret byder på ”Keramik, potter og skår” (sep.), ”Rav” (13. oktober) og ”Vrag” (nov.). Der er lokaliseret endnu et vrag ud for Sæby -foruden de mange vrag, der kendes fra Stensnæs Flak, så vi håber at kunne bringe frisk nyt til efteråret.

Som noget forhåbentlig enestående er der faldet en appelsin i vor turban i form af den første  jazzfestival i Sæby. Festivalen  foregår i pinsen, og vi har fået mulighed for at byde ind med et arrangement i museets gård –et unikt sted, hvis vejret er godt. I den forbindelse er der selvsagt mange udfordringer, men da det ikke skorter på ideer, er vi ved godt mod og ser frem til en succesfyldt stund med jazz, godt-øl, bjesk, tørfisk og lignende snacks. Museets gård er (heldigvis) ikke ”Parken”, og vi har ingen Don Ø, men vi håber at klare os med gode medlemmers hjælp. Vi ser det som en enestående mulighed for gennem bl.a. dette arrangement at kunne støtte byen, men også Sæby Museum, både indirekte og direkte gennem forhåbentlig lidt indtjening ved et arbejde, som vil glæde mange. Det vil være rart for os at kunne oparbejde en lille kapital til senere investering, så vi håber på fremmøde af både venner og familie samt venners venner, som vil nyde jazzen i vor lille oase.

Ved en sommerkomsammen  fredag den 18. juni kl. 17.00 i Clasens Have bag museet byder vi på nydelse af gamle retter, så man i ro og mag kan indtage sit aftensmåltid i en smuk natur. Og så vil slagter Kjærgaard fortælle om sit pionérarbejde med at genopdage de gamle opskrifter og udvikle dem til nutiden –og måske fremtiden!

Sæby Museums Forening

Vagn Thidemann