Hun beholdte friergaven men takkede nej til manden.
Sæby Museum har hjemtaget en håndlavet udskåret stol fra 1855.
Stolen er hjemtaget fra en gård mellem Sæby og Frederikshavn og er lavet i 1855, som en ung mands gave til sit hjertes udkårne. Den blev bragt til gården, da en ung pige flyttede ind som nygift frue på gården, men det var ikke den nygifte mand på gården, der havde lavet stolen.
Manden bag stolen, hvis navn desværre er gået i glemmebogen, fik nemlig et "nej", da han overrakte gaven med anmodning om giftermål - men stolen beholdte den unge dame altså.
Den unge mand, der måtte gå med uforrettet sag, og uden sin stol, kunne dog heller ikke bruge den til en anden, da han sirligt havde udskåret bogstaverne EMRAD på stolens ryg, initialerne for den unge pige, ElseMaRie AndersDatter.
Stolen skal nu gennem registrering og en konservering med nedfrysning for at stoppe evt. borebilleangreb og andet utøj, og vil derefter indgå i Sæby Museums samlinger.