Souvenirs til Sæby Museum
Sæby Museum har modtaget en Souvenir fra 1930érne, der indgår i museums samling af turisthistorie.
Sæby Museum har netop af en borger i byen modtaget en souvenir, der stammer fra Sæby fra omkring 1930érne.
Der er tale om et puslespil i en lille æske. Puslespillets motiv, der også er på æskens forside er et postkort fra Sæby, der viser den vestre ende af Algade, med Alderdomshjemmet til højre og Mejerigården til venstre, og således for enden af gaden Konsul Ørums Gaard, hvor Sæby Museum ligger idag. Bagsiden af æsken ser ud som bagsiden af et postkort, med plads til at skrive en hilsen, linier til adressen og en rubrik til frimærke, med teksten " Porto 15 Øre Indebys 25 øre Udenbys"
Puslespillet blev for omtrent 75 år siden købt af en elev, der var på skoleudflugt i Sæby. Det blev købt i iskiosken ved stien ned til sæbygård Skov.
Sæby Museum har turisthistorie som et særligt arbejdsområde, og genstanden kommer derfor til at indgå i museets samlinger og udstilling om turismen i Sæby.